Der er ikke noget at rafle om: Alle bestyrelsens drøftelser og beslutninger skal foregå på bestyrelsesmødet, så alle bestyrelsesmedlemmer kan komme til orde. Bestyrelsesformanden kan hverken træffe beslutninger uden om bestyrelsen eller forvente at få bestyrelsens opbakning på efterbevilling.
Sådan lyder opsangen fra Erhvervsstyrelsens direktør, Katrine Winding, efter nogle "uheldige eksempler" i det danske fondslandskab.
"Det er vores opfattelse fra Erhvervsstyrelsens side, at fondene generelt lever op til deres ansvar. Samtidig kan vi også se, at der er nogle steder, hvor det i praksis tilsyneladende kan være lidt vanskeligt udelukkende at varetage fondens interesser," fortalte Katrine Winding fra talerstolen ved Fondenes Dag i forrige uge.
"Bestyrelsen er et kollektivt organ. Alle beslutninger skal træffes i fællesskab, alle har samme rettigheder, pligter og ansvar. Det er simpelthen en grundlæggende spilleregel, som skal være med til at sikre, at synspunkterne mødes, og at forskellige interesser og synspunkter bliver afvejet, så man udelukkende varetager fondens interesser," sagde hun.
"Jeg ved godt, hvem hun taler om"
Det vakte massiv mediebevågenhed, da Erhvervsstyrelsen i år rettede "alvorlig kritik" mod bestyrelsen i Jyllands-Postens Fond på baggrund af ikke mindre end syv brud på årsregnskabsloven og erhvervsfondsloven, der alle havde afsæt i en "meget uheldig magtkoncentration" omkring daværende formand Jørgen Ejbøl. Blandt andet var fyringen af bestyrelsesmedlem Peter Bartram ulovlig, og Bartram kunne derfor genindtræde i fondsbestyrelsen. Erhvervsstyrelsen vil fremover føre et skærpet tilsyn med fonden.
Når der opstår uenighed i en bestyrelse, er det naturligvis ikke svaret, at man enten går uden om et bestyrelsesmedlem, eller at man trækker beslutningerne ud af bestyrelseslokalet
Katrine Winding – direktør, Erhvervsstyrelsen
Efterfølgende udtalte Erhvervsstyrelsen også kritik af bestyrelsen i Politiken-Fonden, som ikke "udtrykkeligt afviste" en række elementer i Lars Munchs indstilling til formandsposten i JP/Politikens Hus.
Det blev da også mødt med spredt latter i salen, da Katrine Winding påpegede, at den løftede pegefinger fra talerstolen ikke var rettet mod en bestemt fond:
"Så kan det godt være, at der er nogen, der har siddet og læst avis og tænker, "jeg ved godt, hvem hun taler om". Der vil jeg sige, at dette ikke er eksempler, der kun vedrører en enkelt fond. Det er nogle lidt mere generelle tendenser, vi ser," understregede styrelsesdirektøren.
Ingen fleksibilitet
I sit oplæg understregede hun flere gange opgavefordelingen mellem bestyrelsesformanden og den øvrige bestyrelse. Forpersonen har ansvaret for at indkalde og lede møderne og står også ofte for den løbende dialog med direktionen, fortalte Katrine Winding.
"Forpersonen kan ikke træffe beslutninger alene på bestyrelsens vegne, forpersonen kan ikke varetage ledelsen af fonden uden om bestyrelsesmøderne, og forpersonen kan ikke foregribe bestyrelsens beslutninger og forvente at få ret på efterbevilling fra bestyrelsens medlemmer," sagde hun.
"Alle bestyrelsens drøftelser og beslutninger skal foregå på bestyrelsesmødet, så hvert enkelt medlem kan komme til orde og give sin mening til kende. Der er fleksibilitet om, hvorvidt man vil holde møderne fysisk, virtuelt eller skriftligt. Der er ikke nogen fleksibilitet i forhold til, at beslutninger skal foregå mellem bestyrelsens medlemmer, og at samtlige medlemmer skal have mulighed for at forholde sig til de emner, der er på dagsordenen," sagde Katrine Winding.
Med andre ord kan ingen beslutninger i en erhvervsdrivende fond trækkes ud af bestyrelseslokalet; heller ikke når der opstår uenighed blandt bestyrelsesmedlemmerne:
"Det er også vigtigt i en bestyrelse, at meninger kan brydes, og at bestyrelsesmedlemmer løbende tør at udfordre konsensus i bestyrelsen. Netop derfor er det vigtigt, at der er en fri og reel drøftelse på bestyrelsesmøderne. Når der opstår uenighed i en bestyrelse, er det naturligvis ikke svaret, at man enten går uden om et bestyrelsesmedlem, eller at man trækker beslutningerne ud af bestyrelseslokalet," understregede Katrine Winding.